Erhvervspolitik

18. september 2025

For Venstre er det en kerneværdi, at arbejdspladser skabes af virksomheder og iværksættere – ikke af kommunen. Vores opgave er at sikre de rette rammer, så erhvervslivet i Middelfart kan udvikle sig, investere og skabe flere gode job. Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for både bosætning, beskæftigelse og velfærd. Derfor er en ambitiøs erhvervspolitik helt central.

Vi vil arbejde for at gøre det lettere at drive virksomhed i Middelfart Kommune. Det handler om hurtig og smidig sagsbehandling, lave administrative byrder, gode infrastrukturelle løsninger og et konstruktivt samarbejde mellem erhvervsliv og kommune.

Når virksomhederne trives, skaber vi arbejdspladser og dermed også et stærkere grundlag for den velfærd, vi alle nyder godt af. Venstre vil arbejde for en erhvervspolitik, der bygger på frihed, ansvar og muligheder – til gavn for både erhvervslivet, medarbejderne og borgerne i Middelfart Kommune.

Udvikling af potentialer

Middelfarts placering i DI-undersøgelserne har været faldende gennem flere år, men vi burde ligge helt i toppen. Vi vil arbejde for, at vi udvikler de mange potentialer, der ligger i de virksomheder, der allerede er i Middelfart kommune, men også at tiltrække nye – f.eks. ved en aktiv indsats for salg af erhvervsjord, gennem en bredere dialog om både generelle og konkrete tiltag, hurtigere afklaring af muligheder og ved at tænke ud over Middelfarts grænser og samarbejde med både Trekantområdet og Fyn. 

Styrket iværksætteri

Venstre ønsker at gøre Middelfart til en iværksætterkommune, hvor gode idéer kan vokse sig til stærke virksomheder. Vi vil arbejde for et tæt samarbejde mellem kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, så iværksættere og små- og mellemstore virksomheder får adgang til rådgivning, netværk og kvalificeret arbejdskraft. Kommunen skal understøtte iværksætteri gennem en effektiv og hjælpsom sagsbehandling samt ved at skabe rammer for erhvervsfællesskaber og udviklingsmiljøer.

De små og mellemstore virksomheder er rygraden i Middelfarts erhvervsliv. Derfor skal vi sikre, at de møder en kommune, der anerkender deres betydning og aktivt understøtter deres vækstmuligheder.

Fleksibel sagsbehandling

Vi arbejder en kommunal sagsbehandling, der er fleksibel, problemløsende og dialogsøgende. Ved at skabe en effektiv, mere digital sagsbehandling.

Venstre foreslår en erhvervs-task force der arbejder ud fra følgende målsætninger:

  • Alle virksomheder skal have én fast kontaktperson i kommunen.
  • Virksomheder skal kunne forvente svar på henvendelser inden for maksimalt 5 arbejdsdage.
  • Bygge- og erhvervssager skal behandles hurtigere end landsgennemsnittet.