Land- og bypolitik
19. september 2025
Stærke byer og levende lokalsamfund er afgørende for, at Middelfart Kommune kan udvikle sig, være attraktiv og fortsætte med at være et godt sted at leve.
Den stærke hovedby
En stærk hovedby er med til at skabe attraktivitet for hele kommunen. Her kan vi etablere større butikker, samle specialister og tiltrække kulturelle tilbud. En levende midtby er vigtig for bosætning, turisme og kultur, der gavner hele kommunen. Det kommer ikke af sig selv.Vi arbejder for at styrke Middelfart by, så vi sikrer attraktivitet og udviklingsmuligheder. Nye bydele, der giver det moderne præg, bevaring af værdifulde kulturmiljøer og historiske indtryk og tiltrækning af både kultur, sport, oplevelser og events er vigtige.
Vi ønsker at udvikle Middelfart by til at være dér hvor det nye og moderne mødes med de historiske rødder, hvor hav møder de grønne tiltag, og hvor nye bosætningsmuligheder får plads til at vokse med kvalitet og værdi for fremtiden. Der skal være forskellige tilbud at vælge imellem.
De levende lokalsamfund
Levende lokalsamfund er vigtige for attraktiviteten i kommunen. Her skabes nærhed til skoler, institutioner og handel, her mødes mennesker. I lokalsamfundene skabes fællesskaber og unikke oplevelser. Hér får ildsjæle deres ild.Det betyder noget, når ildsjæle får opbakning, at der lyttes til ønsker og behov, at der arbejdes for ny bosætning og modernisering af de eksisterende bygninger, og når der investeres i trafiksikkerhed, gode skoler og lokale daginstitutioner.
I Venstre mener vi, at der kan gøres endnu mere for at skabe udvikling og balance i Middelfart Kommune. Vores mål er at bringe politikere og lokalbefolkninger tættere på hinanden, og leve op til vores mantra om, ”at beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt”.
Vi mener, at der skal sættes flere penge af forskønnelses- og nedrivningspuljen og at lokale borgere skal deltage i processen.
Vi arbejder for, at beløbet til trafiksikkerhed skal øges. Trafiksikkerhed er en afgørende faktor for sundhed, bosætning og attraktivitet i bosætning.
Venstre har stået bag flere initiativer, der har gavnet landområderne. Det er bl.a. på transportområdet, hvor vi har arbejdet meget konkret for at få mere fleksible teletaxa-regler, elbusser og benytte den eksisterende jernbane til en S-togs-løsning (måske et F-tog?)
Venstre arbejder for at:
- Bevare og støtte de levende lokalsamfund
- Styrke en attraktiv hovedby til gavn for hele kommunen
- Sætte flere penge af forskønnelses- og nedrivningspuljen og sikre lokal involvering
- Øge beløbet til trafiksikkerhed
- Sikre mobilitet og bedre transportmuligheder i landdistrikterne
- Opbakning til de lokale ildsjæle
- Bevaring af værdifulde kulturmiljøer og udvikling af moderne bydele
- Beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt
- De grønne tiltag skal indtænkes i byplanlægning, men have borgerne i fokus