SKOLEPOLITIK

8. september 2021

EN FOLKESKOLE FOR FREMTIDEN

Venstre ønsker en Folkeskole, der ruster børn og unge til fremtiden. Hvor alle lærer så meget, de kan, og hvor fagligheden er høj og trivslen i top. Vi finder det nødvendigt at frede skolerne fra de konstante nye projekter, som fjerner fokus fra kerneopgaven, men har stadig øje for udvikling.

Livsduelige børn
Vores ambition er at hæve uddannelsesniveauet i Folkeskolen gennem målrettede indsatser, og med en struktur og en samlet økonomi, som understøtter målet. Det endelige mål for Folkeskolens børn er, at de skal gøres parate til at påbegynde en ungdomsuddannelse og er klar til livets udfordringer, hver på sin egen måde.

Større samarbejde i udskolingen
En måde at nå dette mål på er at koncentrere indsatsen omkring Folkeskolernes udskoling. Vi ser gode takter i fælles valgfagsordning og de kommunale camps, og Venstre kunne tænke sig med tiden at udbygge samarbejdet for at højne lærernes faglighed på tværs af skoler, men også for at sikre os, at både stærke og svagere elever udfordres.

Trygge rammer og klare overgange
Venstre mener, at de ældste elever vil have gavn af større fællesskaber, men tror lige så meget på, at de mindste elever har et helt andet behov. Elever i 0. – 6. klasse trives bedst i mindre, men trygge rammer tæt på deres lokalmiljø. Derfor ønsker Venstre at bevare de mindre skoler med lokal opbakning og at styrke overgangene mellem børnehave/skole og under/overbygning.

Større lokal frihed 
Venstre ser en stor styrke i at give den lokal ledelse større frihed og ansvar. Det giver nemlig mulighed for unikke lokale tilpasninger og bevægelsesfrihed. Det følger vores helt generelle holdning, at beslutningerne skal tages, så tæt brugerne på som muligt.

Forældrene afgørende
Forældrene er et væsentligt element i Folkeskolen. Ikke blot er der et stort forældreansvar i at have et barn i skolen, hvor skole-hjemsamarbejdet kan have afgørende betydning. Vi ser forældrenes opbakning og samarbejdet med skolen som afgørende for skolernes succes.

Inklusion og decentralisering
Venstre ønsker et større fokus på inklusion med en decentralisering af specialundervisningstilbuddene, så de igen bliver en del af de lokale skoler med mulighed for at komme tættere på normalområdet og integreres, hvor det giver mening.

Digital dannelse og undervisning
Vi ser en nødvendighed i at få folkeskolens elever til at blive digitalt dannet og samtidig opkvalificere lærernes kompetencer. Anvendelsen af digitale løsninger skal øges gennem en digitaliseringspulje som skolerne kan søge til digitale projekter. Desuden skal lærerne uddannes til at se og udnytte mulighederne i digitale undervisningsmetoder til f.eks. undervisningsdifferentiering. 

Vi arbejder på at løfte Middelfarts skoler markant både fagligt og socialt. Desuden ser vi skolerne som essentielle for bosætning, erhverv, trivsel og sundhed. 

Venstre arbejder for at:

  • Middelfarts skoler fagligt ligger væsentligt over landsgennemsnittet

  • øge procentdelen af unge, der påbegynder en ungdomsuddannelse

  • fremme inddragelse af innovation og iværksætteri i undervisningen

  • decentralisere specialundervisningsopgaven for elever med særlige behov 

  • optimere skolernes brug af it og teknologi

  • Skabe rammer, som tilgodeser øget samarbejde på tværs af skoler, som dermed giver flere valgmuligheder til de unge.

  • skabe trygge, men fagligt stærke, skoler for de mindre elever

  • styrke overgangene mellem institutioner og skoler og klassetrin

  • frede skolerne fra konstante nye projekter, som fjerner fokus fra kerneopgaven